Ivy Blouse
Ivy Blouse strikkes oppefra og ned i ét stykke. Bærestykket er konstrueret, så der først strikkes skulderudtagninger, derefter strikkes ærmeudtagninger, og til sidst strikkes raglanudtagninger. Der strikkes vendepinde for at forme halsudskæringen. Ærmerne strikkes rundt på strømpepinde eller med Magic Loop-teknik.
Størrelsesguide
Ivy Blouse bør have et bevægelsesrum (positive ease) på ca. 2 cm i forhold til dit brystmål. Størrelserne XXS (XS) S (M) L (XL) 2XL (3XL) 4XL (5XL) svarer til et brystmål målt på egen krop på 75-80 (80-85) 85-90 (90-95) 95-100 (100-110) 110-120 (120-130) 130-140 (140-150) cm. Målene på den færdige bluse er angivet på forsiden af opskriften (bemærk, at disse mål kun gælder, hvis strikkefastheden overholdes). Mål dig selv, inden du går i gang med at strikke, for at vurdere hvilken størrelse, der vil passe dig bedst. Hvis du fx måler 90 cm rundt om brystet (eller det bredeste sted på din krop), bør du strikke en str. S. En bluse i str. S har overvidden 92 cm og vil i nævnte eksempel give et bevægelsesrum (positive ease) på 2 cm.
Størrelser: XXS (XS) S (M) L (XL) 2XL (3XL) 4XL (5XL)
Overvidde: 82 (87) 92 (97) 102 (112) 122 (132) 142 (152) cm
Længde: 48 (49) 52 (54) 56 (57) 58 (59) 62 (63) cm målt midt bag
Strikkefasthed: 23 masker x 33 pinde i glatstrik på pind 3,5 mm = 10 x 10 cm
Vejledende pinde: Rundpind 3,5 mm (40, 60 og 80 og/eller 100 cm), strømpepinde 3,5 mm
Materialer: Deluxe Silk Mohair fra Krea Deluxe (20 g = 240 m) eller Tynn Silk Mohair fra Sandnes Garn (25 g = 212 m) eller Silk Mohair fra Isager Yarn (25 g = 212 m). Bemærk, at der strikkes med dobbelttråd. Garnforbruget angiver det totale garnforbrug.
Sværhedsgrad: ★ ★ ★ (3 ud af 5)
Se klassifikationen af sværhedsgrad her.
Opskriften sendes som PDF-fil til din mail.
Den gule Ivy Blouse er strikket i Deluxe Silk Mohair fra Krea Deluxe i farven Sart gul [03].